Videoudstyr - Slut din computer til alle slags projektorer!

07 maj 2019 by Claire Schembri

læsetid: 6 minutter

Skal du slutte din computer til projektor? Har du svært ved at finde ud af, hvordan det lettest gøres? Se med her, og få alle tips og tricks til projektorer.

Du har kaffen i hånden. Dagen startede godt ud med forårssol, og du føler, at intet kan ødelægge dit humør. Det er lige indtil, du hører, at I skal til møde i mødelokalet. Du ved, at det ikke er lige til, og du forventer nærmest at der opstår problemer, lige så snart mødet går i gang. Du sætter dig ind til mødet, og du kan mærke en stille anspændthed, der kravler op mellem skulderne. Da mødet går i gang, og de skal til at få billedet fra computeren over på projektoren, sker der ingenting. Dine dårlige tanker er blevet sande, og nu starter problemerne for alvor, for der er ingen der kan finde ud af, hvad der er galt med projektoren.

Du kender sikkert scenariet. Hvis ikke fra arbejdspladsen, så fra skolen eller fra dit frivillige arbejde. Det har alle dage været problematisk at finde ud af projektorer, uanset om du bruger det hver dag, eller om det kun er en gang imellem. Faktisk kan det løses let. Projektorer behøver bestemt ikke at være svære, og der er masser af tiltag, som du kan bruge, for at gøre dit mødelokale lettere for de teknologiske analfabeter, der kommer til at skulle bruge det.

Projektorer er en del af en større løsning af videoudstyr, og vi vil gennemgå, hvordan du lettest sætter det op med din computer, samt gennemgå, hvordan du løser de problemer, der oftest opstår med projektorer. Og så vil vi vise, hvordan du lettest får bugt med projektor-problemer med en let og intuitiv løsning i din virksomhed.

 

 

Download our whitepaper Comparing Pro AV vs. Consumer AV

Brug de rigtige stik

Projektorer er et nærmest mytisk udstyr til kontoret, fordi alle har det, men meget få kan faktisk finde ud af, hvordan det lige er, de virker. Projektorer kan bruges til at kaste billedet fra din computer op på et stort lærred eller en hvid væg, og er et nødvendigt stykke teknologi til jeres mødelokale.

Projektorer kan tilsluttes flere forskellige kilder, såsom computere eller tablets og kan i bund og grund bruges præcis, som du ville bruge en fjernsynsskærm. Bortset fra, at en projektor kan være mere besværlig at bruge. Måden den bliver sat sammen med computeren på er ved hjælp af kabler, der forbinder projektoren med kilden. Ved computere er det typisk HDMI- eller VGA-stik. Et HDMI stik er det stik, du altid skal bruge i fjernsynet, hvis du vil sætte din computer til. Det er lille og næsten fladt. HDMI stikket overfører både lyd og billede i høj opløsning. VGA-stikket er en ældre standard, der oftest findes i bærbare computere, der har nogle år på bagen. Stikket er oftest blåt, og er noget større end et HDMI-stik. VGA stikket overfører kun billede, og det er derfor nødvendigt at have et separat lydkabel hvis der skal benyttes for eksempel eksterne højtalere. For at gøre dig helt klar til fremtiden anno 2019, så er det værd, også at nævne mini-HDMI. Mini-HDMI er et lille HDMI-stik, der kan være et alternativ til både de traditionelle HDMI og VGA-stik.

Nu sidder du sikkert og tænker: ”Sidste gang satte jeg også stikket i, og der skete absolut ingenting. Hvad er det her for en ringe guide?”. Nogen gange er det ikke altid nok, bare at tilslutte et stik, for derefter at lukke øjnene, og håbe på det bedste. Nogle gange kræver det, at man fortæller projektoren, hvilken indgang den skal benytte som kilde. Det er disse ting der kan virke logisk for en IT ansvarlig, men som desværre ikke er logiske for en almindelig bruger af mødelokalet. Hvis du bruger HDMI, kan din projektor have en HDMI-knap, som brugeren skal trykke på, præcis ligesom du skal trykke på HDMI knappen hjemme på fjernsynet, hvis du vil have billedet frem. Hvis det er VGA, er tilfældet formentlig det samme.

Det er ikke altid lige let at finde ud af, for det kan sagtens også være, at du skal ind på din computer at indstille noget, før billedet kommer frem.

Skift skærm på din computer

Nu har vi forklaret de ting, der skal være i orden, før en projektor kan vise billedet på et lærred. Alle har sandsynligvis prøvet at sidde i en situation, hvor oplægsholderen har startet projektoren, uden at der kom et billede frem. Den første reaktion vil oftest være at tjekke om stikkene sidder ordentligt i den bærbare computer. Resultatet vil oftest være at han finder ud af at allesammen sidder præcis som de skal. HDMI kablet sidder i projektoren, og følger hele vejen ned til computeren. Oplægsholderen har trykket på knappen. Men der er stadig intet billede.

Dette er et meget normalt scenarie, og alle brugere af mødelokaler har garanteret prøvet det mange gange både i skolen eller på arbejdet. Sceneriet er skyld i, at læreren i folkeskolen altid havde én elev, han kunne kalde op, når billedet ikke viste sig på lærredet. Eleven vidste nemlig, hvad man skulle trykke på, på computeren for at få billedet frem.

Der er nemlig en nem løsning på problemet. Hvis du ikke fortæller computeren, at den skal vise skærmen via HDMI-stikket, der sidder i projektoren, så ved den faktisk ikke, at det er meningen, at den skal gøre noget, når den sådan bliver sluttet til en projektor. I stedet vil computeren bare vise billedet på dens egen skærm, uanset hvad du trykker på.

Den letteste måde at ændre dette på, er at gå ind i indstillinger på computeren, og lede efter skærmindstillinger. Inde i skærmindstillinger har du en masse informationer om din computers skærm, som du kan ændre på – blandt andet, hvilken skærm computeren skal vise. Det er egentligt meget let, men det ved brugeren desværre oftest ikke.

Når brugeren har fundet det rette sted, så kan denne hurtigt se, at du kan vælge alle mulige løsninger. Du kan dublere skærmen, sådan at computeren både viser billedet på sin egen skærm, men også på projektoren. Du kan også vælge, at computeren kun skal vise billedet på projektoren. En anden mulighed er også at vælge, at computeren skal bruge projektoren som en forlængelse af sin egen skærm. Dette er den letteste måde, hvis det er ønsket at have flere elementer åbne, som dem der holdes oplæg for, ikke skal se. Det kan være noter på computeren eller lignende. Hvis du har forlænget skærmen, så kan du bare køre dit PowerPoint program over på projektorens skærm, imens du beholder dine noter i Word på din egen skærm.

Dette er oftest grunden til, at intet billede viser sig, når du sætter stikkene til en projektor i computeren. Som vist er det meget let at fikse, Næste gang der er problemer i et mødelokale, og computeren ikke vil forbinde med projektoren, så ved du, hvordan du kan løse problemet.

Kan jeg forbinde lyd?

Morten fra regnskab er ved at sætte en video på, som ham og marketing har brugt flere måneder på at lave. Han er i godt humør, fordi han har fået hele to jokes, som han selv har skrevet, med ind i videoen. Da han ihærdigt trykker play, og videoen begynder at afspille, så kommer der ingen lyd. Morten ved selvfølgelig ikke, hvordan han skal fikse det, og han går nedtrykt fra mødet, fordi han ikke fik vist sin video.

Hvis du ikke kan finde ud af at forbinde lyd fra computeren til projektoren, så kan du risikere at ende som Morten her. Det er heller ikke altid lige let, for præcis som med billedet, så kræver det, at du fortæller computeren, hvad den skal gøre.

Vi forventer mindre og mindre, at vi aktivt skal fortælle vores udstyr, hvad det skal gøre, fordi meget af det allerede er så automatisk. Men lige med forbindelse mellem computeren og andre produkter kræver det ofte, at man sørger for at fortælle computeren, at den skal bruge det andet udstyr til at gøre opgaver, den typisk vil være indstillet til at gøre selv – sådan som at vise billedet, eller afspille lyd.

Hvis du vil have lyd, når du indstiller din computer til din projektor, så skal du ind i dine lydindstillinger. Lydindstillinger er derinde, hvor du finder alt til lyd, og selvom du nok allerede nu bliver nervøs, så er det faktisk ret enkelt. Dog er der en lidt nemmere måde ind til den specifikke indstilling, som du skal have fat i.

Hvis du højreklikker på lydikonet nede i højre hjørne, så kan du vælge en indstilling, der hedder ’Lyde’. Og nej, du skal ikke til at vælge mellem diverse jungle-lyde, du skal i stedet vælge, hvor lyden skal afspilles fra. Når du trykker på lyd, popper en boks op, hvor du kan vælge det, der hedder afspilningsindstillinger eller afspilning.

Hvis du allerede er kommet så langt, så er du godt i gang. Du er nu næsten 100 meter mester. Når du har tilsluttet højtaler eller lignende til computeren, så kan du ofte finde det under ’afspilning’. Så højreklikker du bare på det, og vælger dit lydanlæg som standardafspiller.

Nu er du klar til at bruge projektorer, og du kan ikke længere sidde bagerst i lokalet og gemme dig bag smørkringlen, når chefen spørger, om der er nogen, der har forstand på projektorer – for det har du! Det er bare at komme ud, og afprøve indstillingerne, sådan at de alle ligger på rygraden.

sound Photo by Paul Esch-Laurent on Unsplash

Men skal det være så svært?

Nej, det skal det selvfølgelig ikke. Det behøver ikke at være så besværligt at have en projektor i jeres mødelokale, for der er selvfølgelig forskellige typer AV-løsninger, der kan klare alle jeres problemer.

Forestil dig, at du kommer ind i mødelokalet. Alt er rent og står på sin plads. Du går over til et flot hvid knappanel på væggen, hvor det tydeligt er angivet hvilket knap der er til HDMI. Du trykker på HDMI, og et lærred kører ned foran dig, lyset dæmpes til den perfekte styrke, til, når du om lidt, skal holde århundredets oplæg. Det eneste du mangler er at sætte HDMI kablet i din computer og så er du klar til at komme i gang.

Det lyder måske som et fremtidsscenarie, men det er det faktisk ikke. Til styring af alt dit videoudstyr og AV-udstyr, kan du faktisk anskaffe AV kontrolsystem, der kan det hele. Systemet er i stand til at kombinere dine teknologiske redskaber til et system, sådan at du bare kan trykke på en knap eller på et touch display, og så kører alt, som det skal. Det vil sige, at projektoren nok skal finde billedet på computeren, og lyden nok skal fungere uden det store vrøvl. Samtidig kan du lukke det hele på en knap, sådan at du ikke risikerer, at projektoren står og kører.

Mulighederne for bedre brugervenlighed er mange, og kan skaleres fra enkle keypads med fysiske knapper, og over til touchpaneler i forskellige størrelser – hvor det er muligt at skabe dit helt eget interface med dit eget logo på.

Det er med andre ord et smart system, og du slipper for rigtig mange problemer. Vi har tydeligt vist, hvordan det kan være kompliceret at finde ud af alt med sin projektor, men det kan man altså slippe for, hvis man bare vælger at gøre det hele elektronisk.

Konklusion

Det er svært at vide alt om projektorer. Brugerne skal tilkoble den bærbare computer, lyden skal ordnes, og selv når du gør alt det, så er der ingen garanti for, at det virker. Derfor kræver det, at brugerne hjælpes så meget som muligt på vej, til at forstå hvad det drejer sig om og hvordan man kommer videre fra et eventuelt problem. Et enkelt system, eksempelvis et keypad eller touch panel vil være et rigtig godt sted at starte for brugerne, og gøre at de kan være selvhjulpne i langt større grad.

Du kan sagtens investere i et system, der gør dit mødelokale automatisk, og vi anbefaler at få nogen til det, der ved, hvad de laver. Der er masser af udbydere på markedet, og du skal bare sørge for at finde en, der specialiserer sig i mødelokaler.

Forgot my password

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore loresed.